Af Katharina Andersen og Sofie Gøttler

Avisoverskrifter som “Landsby stod sammen om købmand – nu er omsætningen vendt” og “Købmanden blev svigtet af lokale kunder – nu redder de butikken” har de seneste år  i forskellige afarter jævnligt floreret på avissiderne i landets lokalaviser. Historier om, hvordan borgere i landets små lokalsamfund er trådt til for at holde liv i deres lokale købmand gennem såkaldte borgerprojekter.

Mens historierne ofte har stået alene som en sejr for den enkelte by, skriver de sig nu ind i en større fortælling om, at det rent faktisk gør en målbar forskel, når borgere i byens små lokalsamfund stimler sammen og yder en ekstra indsats for at beholde deres lokale købmand.

Det viser tal fra dagligvarerkoncernen Dagrofa, der bl.a. ejer dagligvarerkæderne Min Købmand, Spar og Let-Køb.

Ifølge udviklingschef i koncernen, Brian Videbæk, har man indenfor Min Købmand-kæden siden starten i 2013 måtte lukke i gennemsnit 10 butikker årligt.

Men i 2019 lukkede mere end 50 procent færre butikker – fire –  og det fald kan tilskrives borgerprojekter, fastslår han.

”2019 var første år, hvor vi kunne se, at vi nu åbnede flere, end vi tabte. Vi fik stoppet blødningen, og borgerprojekter har været med til at vende den negative udvikling. Det kan vi helt klart sige,” forklarer han og oplyser, at 15 procent af den samlede omsætning i Spar, Min Købmand og Let-Køb kommer fra butikker med borgerinvolvering.

Tendensen bakkes op af analyseinstituttet Retail Institute, som specialiserer sig i undersøgelser inden for handel.

Analyseinstituttet meddelte i januar 2020, at for første gang i 10 år steg antallet af dagligvareforretninger i landet. Og den udvikling kan ifølge Retail Institute dels tilskrives flere nye discountforretninger og dels flere borgerejede butikker.

Borgerprojekter er borgerdrevne initiativer, der har til formål på den ene eller anden måde at holde liv i byens købmandsskab. Det kan eksempelvis være ved, at borgerne gennem køb af anparter, køber købmandsforretningen og lejer den ud til en forpagter, at de gennem donationer samler penge ind til, at butikken kan skifte de brugte køleskabe ud med et par nye, eller at de selv griber til malerpenslen og giver købmanden et ansigtsløft.

Tiltag der altså forlænger købmandens levetid.

Sidste år nåede Dagrofa op på 80 borgerprojekter, som på hver sin måde har sikret overlevelsen af den lokale købmand. Det især siden 2016, hvor koncernen udgav en guide til netop at bygge sin egen købmand. I 2020 forventer man at ramme 100.

I juni sidste år vurderede brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, at der findes yderligere 10 til 20 borgerdrevne købmænd i landet, som ikke er en del af en større kæde.

Brian Videbæk er ikke i tvivl om, at man nærmere skal tale om en opblomstring af købmandslivet end en død.

”Det kan man helt sikkert tale om. Vores ambition er, at vi inden for nogle år helt kan få sat en prop i de, der lukker og kun åbner. Og der er borgerprojekter en vigtig del.”

Landdistriksforsker og seniorrådgiver ved Københavns Universitet, Hanne Wittorff Tanvig mener, at opblomstringen skal tilskrives borgerne selv. Hun har forsket i, hvordan levevilkår og erhverv i landdistrikterne kan forbedres og påvirkes med lokale indsatser.

”Jeg tror, at vi ser en opblomstring, fordi lokalsamfundene blomstrer. Man er motiveret, og man har set hos andre, at det virker. Mere vil have mere,” fortæller hun.

Gennem borgerprojekter er man altså lykkedes med at sætte en kæp i hjulet på den negative udvikling. Færre lokale købmænd lukker – flere overlever. Og her følger fortællingen om to lokalsamfund, der på hver sin måde har taget kampen op og kastet en redningskrans mod deres lokale købmand. Og om hvordan et sådan kast kan føre meget mere en blot en velfungerende købmand med sig.

William tager sin sædvanlige runde i den lokale købmand. Først en mælk, så til pålægshylderne og til sidst ender han ved kagerne. Der skal være lidt godt til kaffen. På sin vej hilser han på genboen, får en sludder med ekspedienten og tager så hjem til sit hus, hvor han bor alene. Sådan gør han hver dag.

Men i dag er det anderledes. William er ikke set i købmanden i dagevis. Og det bekymrer de lokale i Balle. 

Så de tager hjem til ham og ringer på døren. De ringer på én gang til. Til sidst åbner William døren. Han er hjemme.

Borgergruppeformand Lars Boelsmands beskrivelse af William er et af mange eksempler på, hvordan den lokale købmand i Balle er mere end blot en købmand. Den er et fællesskab for byens borgere, hvor man tager hånd om hinanden, tjekker op på, hvem der dukker op, og hvor hele byen samles på kryds og tværs. Hvor de unge sælger flasker, og hvor de ældre deler en hindbærsnitte og udveksler sidste nyt om byen.

Ildsjælene

Balle er en lille landsby placeret på Djursland. Knap 600 borgere bor i byen, og selvom det er få mennesker, så bliver langt de fleste boende i byen. Hovedvejen slænger sig igennem byens huse, og hvad der før i tiden summede af forretninger og liv, er nu erstattet af én sidste forretning; købmanden.

For få år siden var den ved at lukke. Som for mange andre lokale købmænd var salget dalende, flere handlede i de større byer, og i Balle manglede man en købmand, der ville drive forretningen videre.

Det fik Lars Boelsmand til at handle. Han er ikke meget for at kalde sig selv en ildsjæl – faktisk bryder han sig ikke om at være i centrum, men Lars Boelsmand var den, der tog det første initiativ til den arbejdsgruppe, der senere skulle vise sig at blive købmandens redning.

Han satte sig ned og begyndte at tage kontakt til de folk i byen, som kunne bidrage til projektet. En var bygningskyndig, en anden var god til reklame, og sådan fortsatte han, til han havde dannet byens arbejdsgruppe.

”Og så begyndte det egentlige arbejde. Vi delte flyers ud til alle, om at alle borgere i byen ville kunne købe en andel i købmanden,” fortæller Lars Boelsmand.

Det første borgermøde

Han tænker tilbage på den vinteraften, hvor han kort forinden havde inviteret hele byen til borgermøde. Hvor mange ville dukke op? Men da klokken slog 20.00 havde 100 mennesker taget plads. Og da var Lars ikke længere i tvivl: Balle vil dens købmand, og indenfor få måneder fik borgergruppen samlet 450.000 kroner ind til at bevare den lokale forretning. Ved at sælge små andele til 1500 eller 2500 kroner til hver enkelt borger. 

”Jeg tør slet ikke tænke på, hvad Balle ville være uden en købmand. Jeg ville ikke selv flytte hertil, hvis ikke den lå her,”

Stine Boelt Thygesen, indbygger, Balle

Dernæst fik borgergruppen overtaget lånet i bygningen, og det betyder blandt andet, at det er byens borgere, der ejer købmandsbygningen og dens inventar. Det har stor betydning for den fremtidige drift – men det vender vi tilbage til. Først skal vi møde en af de borgere, der gennem årtier har handlet i købmanden i Balle.

Det lokale samlingspunkt

Stine Boelt Thygesen er født og opvokset i Balle. Hele hendes familie bor også i byen, og de har gennem generationer oplevet, hvordan købmanden i årevis har været byens samlingspunkt.

”Det er her, vi mødes. Det er også her mine børn mødes med deres kammerater, så den er et sammenhold for byen,” forklarer hun.

Hun bruger selv købmanden hver uge, men den er særlig vigtig for byens ældre borgere, påpeger hun.

”De kører jo ikke bil, og her er ikke meget offentlig transport, så dem er jeg bekymrede for. De får noget socialt ud af at mødes dernede. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad Balle ville være uden en købmand. Jeg ville ikke selv flytte hertil, hvis ikke den lå her,” siger hun.

Hendes familie har støttet den lokale købmand ved at købe anparter, og hun er stolt af, at byen tager affære og kæmper for det lokale. At byen skaber et fællesskab.

Og det er ikke så underligt, at lokalsamfundet blomstrer, når borgerprojekter lykkes.

Ifølge Hanne Wittorff Tanvig, der er Landdistriksforsker på Københavns Universitet, skaber borgerprojekter sammenhold og værdi for de enkelte samfund.

”Jeg tror især, det giver symbolsk værdi ved at demonstrere, at vi vil og vi kan. Det handler også om kultur. ”

Hun bakker også op om anskuelsen af købmanden som et lokalt fællesskab.

”Købmanden fungerer også som et mødested, et aktivitetssted, hvor folk kan mødes mere eller mindre spontant. Der ved vi fra forskningen og mange øvrige eksempler, at det med at mødes gør man muligvis ikke ellers, medmindre man før har haft spontane udvekslinger. Der skal være noget til at sætte det i gang. I det sammenhold og samvær fungerer en dagligvareforretning som et enzym.”

Netop det enzym er altafgørende for, at Balle i fremtiden også vil være en by, man flytter til og ikke blot forlader, lyder det fra Annalisa Møller, der også er bosat i byen.

”Hvis købmanden lukker, kan det på sigt betyde, at huspriserne daler. At det så er et lille samlingspunkt, hvor man kan få en lille – måske uventet – snak med en af byens borgere er et plus. En by uden købmand, kan hurtigt blive en død by.”

Den betragtning har Annalisa Møller ret i. I 2014 lavede Dansk ejendomsmæglerforening en rundspørge blandt 200 ejendomsmæglere for brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd. Her svarede 90 procent, at huspriserne faldt omgående, når den sidste butik lukkede.

Fællesskabet

Netop udsigten til en død by var det, der fik Lars Boelsmand til at tage initiativ til en redningsaktion. Da 170 borgere i Balle hver især havde doneret mellem 1500 og 2500 kroner for en andel, var byen klar til at stifte et andelsselskab. For Lars Boelsmand var det særligt vigtigt, at hver stemme vejede lige tungt uanset, hvor mange andele, en borger havde købt, men selskabsformen blev arbejdsgruppens første udfordring.

”Vi fik afslag fra Erhvervsstyrelsen på at lave et andelsselskab, og det er på trods af, at Gjerrild, en anden by på Djursland, har oprettet præcist det samme. Men det betød altså, at vi lavede et ApS i stedet – og med et sådant selskab følger også, at dem med flest andele, har mest at sige,” siger han.

På trods af lidt startvanskeligheder kører selskabet i dag upåklageligt. Andelshaverne ejer nu købmandsbutikken og inventaret, så det er også dem, der står for renovering, men den største betydning selskabet har for forretningen er, at en købmand udelukkende står for driften.

Som nu, hvor Balles nuværende købmand Joan Olsen har valgt at sige tak for nu, da leder byen efter nye kræfter. Og processen er måske nemmere, når byen står for alt det praktiske, fortæller Lars Boelsmand.

”Vi ejer og driver huset, men ansættelsen af købmanden foregår igennem Dagrofa. De screener og kreditvurderer, og det er rigtig godt. For det er vi slet ikke dannet til – altså at drive forretning. Der er fuldstændig vandtætte skodder på den måde. Fx kunne det ske, at to fra byen søger stillingen – og vi skulle vælge, det kan blive noget fandens noget.”

”Ethvert samfund uden detailhandel er “fattigere” på livskvalitet”

Bruno Christensen, detailekspert

I dag er købmandsforretningen en rentabel forretning med faste kunder og gode tilbud. Sådan skal det blive ved med at være, står det til byens borgere.

Som 18-årige Jonas Pernov, der har boet i Balle hele sin barndom. For ham er købmanden altafgørende i en hverdag uden bil. Den er samtidig bindeleddet mellem ham, hans kammerater og byens øvrige beboere. Et socialt mødested, hvor den lokale købmand, Joan Olsen, gerne giver kredit til dagen efter, når Jonas Pernov har glemt sit kort.

”Det ville være fysisk umuligt for mig at handle efter kl. 17.00, hvis ikke købmanden var her. Der går ikke offentlig transport herfra efter det tidspunkt, og på den måde giver det mig en tryghed, at jeg altid har en lokal mulighed,” fortæller han.

Han peger ind i en tendens, som Landdistriksforsker Hanne Wittorff Tanvig ser i de små byer. At man engagerer sig i sit samfund – og at man ønsker et socialt samlingspunkt.

”Vi er jo sociale væsener. Det har noget at gøre med vores levevilkår og vores fysiske og psykiske velvære. Den mentale sundhed. Da mange mennesker fortsat vil bo i små samfund og have et godt liv der, så er de jo nærmest pisket til selv at træde ind, hvor markedet eller kræfterne svigter,” siger hun.

Det bakkes også op af detailekspert Bruno Christensen. Han har i mere end 52 år beskæftiget sig med dansk detailhandel, foruden handelstands- og centerforeninger. Han ser et stort potentiale i de små lokale købmænd.

”Ethvert samfund uden detailhandel er “fattigere” på livskvalitet. Det er derfor af stor betydning, at man i byen har en butik, der udover produkter også kan tilbyde socialt samkvem,” fortæller han.

Han mener ligeledes, at det er op til den enkelte forretning at være sig forretningsudviklingen bevidst.

”Enhver butik har behov for opbakning fra sine kunder, og det gælder også købmanden i de mindre byer. Det er afgørende, at forbrugerne erkender deres “ansvar” for at fastholde butikken som et indkøbssted. Købmanden bør dog selv undersøge, hvilke muligheder man har for at kunne tilbyde produkter, som man ikke har i butikken, men som man bestiller hjem til kunderne,” lyder det fra Bruno Christensen.

Fremtiden

På en gråvejrs dag som denne flokkes de lokale hos købmanden i Balle. Kurvene er lidt mere fyldte end ellers – for at undgå for meget udendørs aktivitet i regnvejret – og den lille parkeringsplads er fyldt til bristepunktet. På den sædvanlige tur rundt i forretningen hilser man på hinanden. Nogen får et stille nik, mens snakken går lystigt hen over køledisken for to andre. Og sådan tager dagligdagen form langt de fleste dage i Købmanden i Balle. Man taler med hinanden, holder lidt øje med hinanden og mærker et lille fællesskab midt i en tid, hvor langt de fleste af os holder afstand. 

I Balle holder man dog vejret lidt endnu. De seneste mange år har der været udskiftninger i den lokale købmand, men forretningen har stort set altid været åben. Den 1. september er dog sidste dag for nuværende købmand, Joan Olsen, og der er endnu ikke fundet en ny. Det bekymrer de lokale i byen.

”Jeg håber sådan, vi finder en imødekommende og åben person til at drive købmanden videre. Gerne en ung – så der sker lidt, og så vi kunne sætte nogle arrangementer i gang. F.eks. loppemarkeder og kræmmermarkeder, så vi kan samle byen endnu mere. Det kunne være rigtig godt for byen,” siger Stine Boelt Thygesen.

Mens Balle kan se tilbage på, at projektet lykkedes, står man i den lille Vesthimmerlandske by Vegger midt i redningsaktionen.

Købmand Lars Lorentzen havde ikke puttet med, at det stod skidt til med forretningen. Han havde både hængt de røde omsætningstal op til skue på opslagstavlen i købmanden, så de handlende kunne se det med egne øjne. Rødt på hvidt. Og nødråbet havde også været på dagsorden på et af byens borgermøder, hvor forslag som ”Ja-tak-tilbud” og en række andre tiltag skulle give kunstigt åndedræt til købmandsforretningen.

Advarsler havde der været nok af. Men i marts 2019 gik den ikke mere.

Lars Lorentzen meddelte indbyggerne i Vegger, at han ikke længere ville være byens købmand, og at han derfor havde sat købmandsbygningerne til salg.

Om de ville blive købt eller ej, så var han fra 30. Juni 2020 ikke længere købmand i byen.

Dermed så indbyggerne frem mod at skulle hente deres dagligvarer i enten Aars eller Nibe, som Vegger ligger placeret akkurat midt i mellem. 12 kilometer til den ene, 13 til den anden.

Her er landevejene mejertærskerbrede – og ikke en centimeter mere end det. Langhårede køer, der til forveksling  på en prik ligner konditorsværvægteren ”træstamme”, agerer velkomstkomite, når bilister nærmer sig byen. Her har træerne indtaget en permanent stilling tiltende mod øst som et resultat vestenvindens dominans.

Men bedst som man tror, at de jordpløjede marker rækker så langt, øjet kan se, skifter landskabet. Bakkerne smyger sig pludseligt og overraskende som bølgeskvulp i havet, og her hersker ingen tvivl om, at istiden i sin tid aflagde et besøg.

Bag en af bakkerne kommer Vegger til syne.

Det tager et minut og 33 sekunder at køre fra det byskilt, der hilser velkommen, til det, der siger farvel. Eller på gensyn. Ifølge de officielle indbyggertal fra Danmarks Statistik boede der  311 personer i byen i 2019. 10 år tidligere boede der 333. Nogle har altså sagt farvel.

Om byens vartegn, Storken, har sagt farvel eller blot på gensyn, gætter indbyggerne på hvert forår. Det er især byens byskilte, der med deres storkeform afslører at fuglen i mange år var fast inventar i byen.

Men for et par år siden kom den langbenede fugl ikke igen da foråret ankom. Uden at melde sin afsked, er den ikke vendt tilbage til byen siden, på trods af at en tom, vedligeholdt storkerede hvert år efter år ligger og venter på toppen af et af byens tage, som et velkommen hjem – hvis nu.

Mens storken ingen forvarsel gav om sin afsked, gjorde købmand Lars Lorentzen det. 

Han gav borgerne i Vegger godt halvandet år til at finde en måde at beholde byens købmand på. Og den mulighed greb byens borgerforening.

Del et af to på plads

”Det er jo klart at for alle os, der bruger købmanden, er det en vigtig del af selve landsbyen og også for omegnen. Så vi tog en snak i borgerforeningen om det ikke var noget, vi skulle gøre noget ved. At sikre at købmanden fortsat kunne være en del af Vegger.”

Ordene kommer fra Dean Aldberg. Han er formand for byens borgerforening og en del af den seks-mand store arbejdsgruppe, der omtrent siden den dag i marts sidste år har arbejdet for at bevare købmanden i byen.

”Det skulle jo gerne blive en købmand, der ikke kun sælger varer, men også sælger fællesskab”

Dean Aldberg, medlem af arbejdsgruppen og formand for borgerforeningen i Vegger

Købmanden er i dag en Min Købmand. Det skulle den også gerne, hvis alt går, som det skal, forblive, når borgerforeningen overtager nøgler til købmanden den 1. Juni.

Det er nemlig lykkedes at indsamle penge nok gennem donationer fra byens borgere og beboere i de omkringliggende småsamfund til, at borgerforeningen har kunnet indgå en købsaftale med den nuværende købmand og dermed overtage driften.

Når 1. Juni banker på, er planen, at en gruppe bestående af både frivillige kræfter og hyret hjælp giver butikken et overordentligt ansigtsløft, så den fremstår flot og moderne, når kunderne 10 dage efter tager på indkøb i en ny og forbedret udgave af butikken. Her vil også en ny købmand tage i mod.

Så det er altså planen for købmanden i Vegger. 

Det ser ud til, at den overlever, og at byen ikke bliver endnu en butik fattigere. Der står for nu 1-0 til Vegger i kampen mellem land og by.

Men borgerne i Vegger vil mere. De har større planer, større ambitioner.

”Vi tænkte det største, vi kunne,” siger Dean Aldberg om tilblivelsen af del to af købmandsredningsplanen.

For som han siger:

”Det skulle jo gerne blive en købmand, der ikke kun sælger varer, men også sælger fællesskab.”

Fra tømrer til direktør

Men før de nåede dertil – til de rigtig store tanker – lå en lang arbejdsproces med op- og nedture, borgermøder, charmeoffensiver og fondansøgninger.

Det startede, da borgerforeningen kort efter Lars Lorentzen udmelding i marts sidste år indkaldte byen til et borgermøde.

Flankeret af en konsulent fra Dagrofa udlagde Dean Aldberg situationen for de mellem 100 og 150 fremmødte. Og hvad der skulle til for at vende den. Som aftenen skred frem stod det klart, at Dean Aldberg havde opbakning fra borgerne til genoplivningsforsøget.

Næste step på dagsordenen den aften blev derfor at udpege en arbejdsgruppe, der skulle stå i spidsen for redningsaktionen.

Seks personer blev valgt. En aldersspredning fra midten af tyverne til 70’erne, og erhvervsmæssige baggrunde, der blandt andet talte byens tidligere tømremester, en økonomiansvarlig på Aalborg Universitet og en administrerende direktør.

Set på afstand var borgermødet og arbejdsgruppedannelsen et klogt og vigtigt træk. Det fastslår Brian Videbæk, Økonomi- og Udviklingschef i Dagrofa.

”Dermed gør man den uformelle arbejdsgruppe formel, og man får accept. Og folk føler, at de kan komme til orde. Det er rigtig fint, for så er alle blevet hørt og set, og så undgår man fraktioner i byen. Det har vi tidligere oplevet; at det endte med at nogen i byen var for, og nogen var imod. Og så er det en dødssejler,” fastslår han.

Han bakkes op af landdistriksforsker Hanne Wittorff Tanvig. Hun vil ikke sige at borgerprojekters succes kan tilskrives udelukkende ildsjæle som Dean Alberg – eller chefideologer, som hun kalder dem –  ej heller byens fælles indsats, men snarere en kombination af de to.

”Men jeg vil sige, at der skal være chefideologer imellem. Der skal være nogle, der kan tænke lidt længere, se nogle perspektiver og forstår at arbejde strategisk. Ellers kommer de ingen vegne.”

Fællesskabet er limen

49-årige Mie Bech tager titlen som den ”økonomiansvarlige på Aalborg Universitet” i byens arbejdsgruppe. Hun har set gruppens bredde, som en enorm styrke i arbejdet. Og så ejer hun det hus, hvorpå storkereden hviler.

Hun sagde ja til arbejdet, fordi hun mener, det er vigtigt, at holde fast i de ting byen har og bakke op om de arbejdspladser, som er i byen.

”Jeg synes, vi har nogle værdier på landet, som vi ikke bare skal smide væk. Vi er nødt til at gøre noget selv, for vi ved godt, at der ikke er offentlige midler nok til at drive udviklingen i alle de små landssamfund. Derfor kommer vi nok længst med samfundsudviklingen, hvis os, der har lidt tid i overskud, bruger den på det fælles bedste,” siger hun.

Selvom arbejdet i arbejdsgruppen har kostet mange timer på frivilligkontoen, ser hun netop fællesskabet som en vigtig bestanddel af de små samfund.

”Som menneske får man noget igen ved at engagere sig i fællesskabet. Det giver et formål i livet, som ikke nødvendigvis kan få bare ved at være mor til sine børn og ansat på sin arbejdsplads. Det giver interaktion med mennesker, det giver sammenhold. Fællesskabet er det lim, som gør, at der stadig er folk, der vil flytte hertil, og som vil bo i de små landsbyer. Vi støtter op og hinanden og vil gøre det til et godt sted at bo,” fortæller hun med stolthed lysende ud af stemmen.

Mie Bechs holdning taler ind i en større tendens, som Hanne Wittorff Tanvig har set i sin forskning. Hun mener, at den fælles indsats er en del af landbysamfunds identitet. Deres DNA.

”Vi har jo generelt en markedsudvikling, der styrer udenom de små samfund. Det er den latente trussel. Det gælder i hele samfundet, for hele centraliseringstankegangen er styret af det. Markedskræfterne arbejder for centralisering og koncentration. Så de (indbyggerne red.) går ind og fylder et hul ud,” forklarer hun om borgernes bevæggrunde for at engagere sig.

 En ny slags købmand

Og det hul forsøgte indbyggerne og især arbejdsgruppen i Vegger at fylde ud henover foråret og sommeren 2019.

Projektet fik både donationer fra byens borgere og fra de omkringliggende byers indbyggere.

Men hvis projektet skulle blive en realitet, stod det hurtigt klar, at der skulle mere til. Som minimum skulle der findes en million kroner.

Arbejdsgruppen begyndte derfor at søge om fondsmidler, men hvis projektet skulle kvalificere til at ansøge om penge herfra, kom de ikke langt med at være en almindelig købmand.

”Vi fandt ret hurtigt ud af, at der er ikke mange fonde, som støtter erhvervsfremme. Så hvis vi skulle søge midler, så skulle vi skabe et projekt, der har almennyttig gevinst. Og det har en ”kulturkøbmand”, siger hun og afslører dermed, hvad resultatet af de store tanker, som Dean Aldberg tidligere omtalte, blev:

En kulturkøbmand.

Del to af genoplivningen af købmanden lød derfor, at byen ville omdanne det, der i dag er købmandens lager, til en såkaldt kulturlade, hvor der kan afholdes møder og arrangementer.

Derudover skal der med en ny tilbygning etableres en cafe, som skal agere mødested for byens borgere, og udendørsområdet skal være vært for torvesalg af lokale varer og fredags øl. Der skal også være et offentligt toilet, som cyklister og gæster kan benytte.

”Jeg tror faktisk, at købmanden har et større potentiale til at samle end foreningslivet, for i princippet kan alle jo komme”

Hanne Wittorff Tanvig, landdistriksforsker, Københavns Universitet

Foruden at give adgangsbillet til flere fonde – og det skulle der til, for kulturkøbmandsprojektet hævede budgettet til 3,2 mio. kr. – var ideen også at skabe et samlingspunkt, der henvendte sig til den brede befolkning i byen og ikke kun byens sportsforeningsliv.

”Ved at skabe samlingspunktet ved købmanden fanger vi hele byen og også lokalområdet og ikke kun de, der er sportsinteresserede,” forklarer Dean Aldberg.

Det er en målsætning Hanne Witorff Tanvigs forskning bakker op om.

”Jeg tror faktisk, at købmanden har et større potentiale til at samle end foreningslivet, for i princippet kan alle jo komme. Man behøver ikke at have en særlig interesse eller betale et kontingent. Her kan man komme ind fra gaden,” påpeger hun og uddyber:

”Det fællesskab, der ligger latent, kan blive meget stærkt, når man har en fælles udfordring.”

At der er bred opbakning i hele byen, er noget Vegger-borger Dorthe Nygaard har lagt mærke til. Hun har boet i byen i 21 år, og har allerede nu meldt sig til at sætte de nye varer på plads, når butikken åbner efter den første renovering. Og så vil hun gerne bringe varer ud til områdets ældre, som en del af de nye initiativer, der følger med genåbningen. Derudover har hende og hendes mand givet donationer til projektet.

Hun kalder det et ”skrækscenariet”, hvis købmanden lukker, men ser også den fælles udfordring som en styrke for byen.

”Man vender tingene ved købmanden. Det er der, man får at vide, at nogen har fået en lille ny. Ved at man er sammen om nogle forskellige tiltag, holdes der liv i byen, og man bliver ikke fremmed for hinanden. Og efterhånden begynder man jo at lære, hvem der har hvilke kompetencer. Og så kan man trække på det næste gang,” siger hun med henvisning til, at byen har tidligere erfaring med borgerprojekter. Eksempelvis er byens hal blevet til som et borgerprojekt.

Hanne Wittorf Tanvig peger på at foruden praktisk erfaring, tilfører borgerprojekter byer noget mere og andet.

”Eksemplerne viser, at hvis noget lykkes en gang, så har man mod på at tage fat i noget andet. Man kan tage den værdi med videre og være med til at bygge samfundet op omkring. Hvis det var lidt vaklende, kan det være med til at forstærke det pågældende lokalsamfund, hvis det lykkes,” forklarer hun.

Vekselvirkning i erhvervslivet 

En anden, der ligeledes har bakket økonomisk op om projektet, er Karen Mogensen, der ejer byens frisør, Salon Hårnålen. Hun har boet i byen i 37 år, haft salonen lige så længe og har oplevet, hvordan det ikke har været vejret, men købmanden folk i frisørstolen har talt om det seneste år.

Og så har hun set, hvordan butikkerne i hovedgaden igennem årene er blevet færre og færre.

På byens hjemmesiden er der under fanen “erhverv” i alfabetisk rækkefølge listet op, hvilke erhvervsdrivende der holder til i byen. Listen starter ved H og tæller i alt 16 navne.

”Min forretning vil blive mærket af det gennem årene, hvis den lukkede. For når der kommer tilflyttere til – også dem ude omkring Vegger – som handler i købmanden, så lægger de også mærke til frisøren. Det gavner også mig, ligesom min butik gavner købmanden, for jeg har jo også kunder, der går op og støtter købmanden, når de er blevet klippet. Det går begge veje, og vi har brug for hinanden,” forklarer hun.

Hendes betragtning går i hånd med forskningen. I 2016 viste en Megafon-måling for De Samvirkende Købmænd blandt et repræsentativt udsnit af vælgerne, at det for 83 procent i ”meget høj grad” eller ”høj grad” var vigtigt, at der var dagligvarebutikker, når de skulle vælge bopæl.

En symbolsk sejr

Veggers købmandsdrøm afventer nu de sidste kommunale godkendelser. Sikkert er dog, at borgerforeningen overtager driften 30. juni.

Om projektet bliver bevilget midler til at kunne gennemføre sin anden fase med kulturkøbmanden, bliver afgjort i løbet af 2020.

For Dean Aldberg ville en sådan succes være et billede på en sejr, der rækker længere en blot byskiltet i Vegger.

”Jeg vil synes, at det er fantastisk, hvis en by som Vegger endnu engang kan vise resten af Danmark, at vi er her stadigvæk, og at vi kan klare os. Vi vil vise, at Udkantsdanmark ikke er lig med afvikling. Men det kræver en større indsats af beboerne, end det gør andre steder,” fortæller han med forhåbning i stemmen.

Det skal vise sig, om det bliver en kulturkøbmand, der trækker storken tilbage til byen efter dens bortrejse, eller om den har sagt permanent farvel til Vegger. Noget, der tilsyneladende ikke forsvinder lige foreløbig er dog byens købmand, Min Købmand.

Eller som arbejdsgruppens arbejdstitel på projektet lyder:

”Vores Købmand.”